Prestigefyldt international pris til professor ved Center for Kulturpsykologi

Prestigefyldt international pris til professor ved Center for Kulturpsykologi

Professor Jaan Valsiner har modtaget Hans-Kilian-prisen sammen med 80.000 euro ved en prisuddeling på Ruhr-Universität Bochum i Tyskland. Prisen gives til fortsat fremme af forskning i kulturelt medierede psykologiske processer.

Lagt online: 29.05.2017

Foto: Jaan Valsiner (i midten) modtager Hans-Killionprisen. Fotograf: Sven Lorenz

Niels Bohr Professor Jaan Valsiner, som siden 2013 har stået i spidsen for Center for Kulturpsykologi på Aalborg Universitet, blev i april tildelt Hans-Kilian-prisen for sit livslange bidrag til forskning i de meget komplekse, kulturelt medierede psykologiske processer. Med prisen, som er en af de mest prestigefyldte europæiske priser, følger 80.000 euro.

- Det er en dejlig anerkendelse af min forskning, siger Jaan Valsiner og tilføjer: - men det virkelige arbejde med at gøre kulturpsykologien brugbar ligger stadig foran os. Tegn og dermed semiotikken er basal for alle mennesker, og derfor også central for opbygningen af en hvilken som helst form for samfund. Det er derfor, dette forskningsområde er så vigtigt.

Kulturpsykologien beskæftiger sig med at udvikle metoder til at forstå og begribe forandringer i menneskelig praksis, som er knyttet til en stadigt mere global, urbaniseret og kompleks verden. Jaan Valsiner, der blandt andet beskæftiger sig med globalisering, migration og kulturel forståelse, er selv lidt af en verdensborger. Han er oprindeligt født i Talinn, blev senere amerikansk statsborger, og virker i dag som professor på Aalborg Universitet.

For yderligere information

Jaan Valsiner, 5268 6381, jvalsiner@hum.aau.dk.

Fakta

Jan Valsiner har siden 2013 været ansat som Niels Bohr Professor i kulturpsykologi ved Aalborg Universitet.

Han er leder af Center for Kulturpsykologi.

Om Hans-Killian-prisen

Hans-Kilian-prisen hædrer forskere, hvis fremragende videnskabelige resultater giver et dybere indblik i menneskehedens historiske og kulturelle eksistens og den foranderlige menneskelige psyke. Med sine 80.000 euro er Hans Kilian-prisen en af de bedst præmierede videnskabelige priser i Europa. Den uddeles hvert andet år og blev først gang uddelt i 2011.

Jaan Valsiner

Foto: Jaan Valsiner. Fotograf: Sven Lorenz