Nyt videnscenter sætter fokus på psykologisk rehabilitering

Nyt videnscenter sætter fokus på psykologisk rehabilitering

Når livet forandrer sig drastisk for et menneske f.eks. som følge af en hjerneskade, påvirker det ikke kun personen selv, men også de pårørende. Behandlingen koncentrerer sig typisk om de fysiske symptomer, men erfaring fra Nordjylland viser, at der også er brug for at sætte fokus på de psykologiske konsekvenser for både den ramte og familien. Med et nyt videnscenter vil Aalborg Universitet og Region Nordjylland styrke udviklingen i psykologisk rehabilitering.

Lagt online: 05.05.2021

Et flerårigt samarbejde viser, at der er brug for systematisk at inddrage pårørende og for at samarbejde på tværs af faggrupper, når et menneske bliver ramt af alvorlig sygdom eller på anden vis bliver udsat. De to parter - ’Klinik for Handicap og Rehabiliterings­psykologi’ på Aalborg Universitet og ’Området for Rehabilitering og Socialt Udsatte Borgere’ i Region Nordjylland - er derfor nu gået sammen om at oprette et videnscenter, der skal styrke psykologisk rehabilitering i Danmark.

Chalotte Glintborg, der er lektor på Aalborg Universitet og en af initiativtagerne til det nye ’Videnscenter for Psykologisk Rehabilitering og Interdisciplinært Samarbejde’ – ViPRIS - siger:

- Når et menneske rammes af alvorlig sygdom - eller bliver udsat på anden vis - har det ikke kun fysiske konsekvenser for personen selv. Der er derfor brug for samarbejde med fokus på også at understøtte personlig og social udvikling. Med målrettet psykosocial støtte kan vi fremme sundhed, velvære og social udvikling og dermed modvirke eller forebygge psykiske problemer.

Ifølge Chalotte Glintborg kræver en målrettet indsats, at der også sættes fokus på pårørende, og hvordan de håndterer de svære følelsesmæssige dilemmaer og situationer, de kommer i. Hun siger:

- Der findes allerede nationale anbefalinger om, at pårørende skal inddrages i rehabilitering, men det bliver de ikke systematisk. I ViPRIS vil vi fokusere på, hvordan vi i højere grad kan involvere familien, når vi ved, at det har så stor betydning.

Mere forskning og uddannelse i psykologisk rehabilitering

Rehabiliteringspsykologi er ifølge Chalotte Glintborg et nyt begreb i Danmark, men har eksisteret i en årrække i Sverige, Norge, Tyskland og USA. Chalotte Glintborg har især arbejdet med psykologisk rehabilitering i forbindelse med hjerneskade, men ønsket med det nye center er at afprøve psykologisk rehabilitering med andre målgrupper.

Flere forskellige faggrupper har efterspurgt muligheden for at efteruddanne sig på feltet, og Chalotte Glintborg har været med til at oprette et modul i psykologisk rehabilitering, som udbydes på Aalborg Universitet fra efteråret 2021. Efter-videreuddannelsen henvender sig blandt andet til fysio- og ergoterapeuter, sygeplejersker og psykologer.

ViPRIS åbner onsdag d. 5. maj 2021 kl.14, hvor man via hjemmesiden, vipris.aau.dk, kan høre Chalotte Glintborg fortæller om baggrunden for centret.

Kontakt

Region Nordjylland: Specialkonsulent Lisbeth Tved Berke, tlf: 2554 0064, e-mail: l.berke@rn.dk

Aalborg Universitet: Lektor Chalotte Glintborg, tlf: 61145665, e-mail: cgl@hum.aau.dk

Kommunikationsmedarbejder Aalborg Universitet: Susanne Togeby: tlf: 2588 7757 / e-mail: susannet@hum.aau.dk

Yderligere information om ViPRIS

Videncenter for Rehabiliteringspsykologi og Interdisciplinært Samarbejde (ViPRIS) er et samarbejde mellem 'Området for Rehabilitering og Socialt Udsatte Borgere’ i Region Nordjylland og 'Klinik for Handicap- og Rehabiliteringspsykologi’ på Aalborg Universitet.

Formålet med ViPRIS er at støtte udvikling og forskning i helhedsorienterede indsatser generelt og mere specifikt indenfor psykosociale indsatser og psykologisk rehabilitering på det specialiserede socialområde.

www.vipris.aau.dk

Yderligere information om Efter-videreuddannelsen ’Introduktion til psykologisk rehabilitering’:

Gå til præsentation af Introduktioln til psykologisk rehabilitering