Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter

Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter

Et menneske er mere end sin funktionsnedsættelse, sin diagnose eller sine mangler. "Professionelle blikke på den anden" tager et opgør med de evidensbaserede metoder og tilbyder i stedet en narrativ tilgang til 'den anden', som dermed får plads til sin livsfortælling, sin identitet og sit hverdagsliv. Bogen er redigeret af Birgit Kirkebæk, Lotte Hedegaard-Sørensen og Chalotte Glintborg.

Lagt online: 17.04.2018

Bogen undersøger ved hjælp af narrative forskningstilgange den kulturelle forståelses magt, der ligger indlejret i forskellige diagnoser, repræsenteret via sproget og fortællinger. Vi ser hvordan mennesker, der har levet et liv som outsidere eller marginaliserede, gennem diagnosen får en ny og tillokkende forklaring på deres liv. 

Men ikke alle diagnoser, tjener til dette formål. Mange diagnoser er blevet opfattet og erfaret som stigmatiserende fx skizofreni, hjerneskadet og "åndsvag", og vi ser hvordan personer derfor søger at frigøre sig fra disse stigmatiserende kategorier. Det gør personer med identitetskategorien "åndsvag" fx via narrativer struktureret omkring fejlanbringelser.

Udelukkelsen sker ikke kun på voksenområdet, men også i skolen. Vi møder børn med deltagelsesbesværligheder, der ikke-inkluderes i klasseværelset. Den skolepolitiske dagsorden, hvor så mange slags børn skal deltage i skolen som muligt, konstruerer nogle skævvridninger af inklusion.

Med reference til Foucaults begreb om nutidshistorie (history of the present), illustreres i denne bog, hvordan historien viser at gentage sig, blot via nye retoriske og politiske greb.