Bogen undersøger ved hjælp af narrative forskningstilgange den kulturelle forståelses magt, der ligger indlejret i forskellige diagnoser, repræsenteret via sproget og fortællinger. Vi ser hvordan mennesker, der har levet et liv som outsidere eller marginaliserede, gennem diagnosen får en ny og tillokkende forklaring på deres liv.
Men ikke alle diagnoser, tjener til dette formål. Mange diagnoser er blevet opfattet og erfaret som stigmatiserende fx skizofreni, hjerneskadet og "åndsvag", og vi ser hvordan personer derfor søger at frigøre sig fra disse stigmatiserende kategorier. Det gør personer med identitetskategorien "åndsvag" fx via narrativer struktureret omkring fejlanbringelser.
Udelukkelsen sker ikke kun på voksenområdet, men også i skolen. Vi møder børn med deltagelsesbesværligheder, der ikke-inkluderes i klasseværelset. Den skolepolitiske dagsorden, hvor så mange slags børn skal deltage i skolen som muligt, konstruerer nogle skævvridninger af inklusion.
Med reference til Foucaults begreb om nutidshistorie (history of the present), illustreres i denne bog, hvordan historien viser at gentage sig, blot via nye retoriske og politiske greb.